Fra hobby biks til bæredygtig bikini business

2021
Øvede

I takt med at nye målgrupper såsom Millennials og Generation Z vokser sig større og mere købestærke, vokser præferencen for brands, der gør en troværdig forskel, også tilsvarende. Forbrugerne vil gerne vise verden, at de køber ind med hjertet og bakker op om en sag.

Eksempelvis er klima og bæredygtighed kommet øverst på dagsorden og er som en tsunami skyllet ind over folketingsvalg, avisforsider og samtalekøkkener i de danske hjem. I kølvandet på en voksende, kollektive bekymring for vores miljø og klode har det konkurrencemæssige landskab for virksomheder ændret sig, og mulighederne for at markedsføre sig som “ansvarlig”, “bevidst” og “grøn” i markedet, blevet til et strategisk fokusområde, der har vundet stort indpas i den moderne marketingverden. Den seneste trend indenfor marketing og branding, er populært kaldet purpose marketing.

Ideen er kort og godt, at hvis man som virksomhed skal vinde forbrugernes gunst, så skal man give dem en årsag til at købe ens produkt. Man skaber en følelsesmæssig forbindelse mellem forbruger og virksomhed, centreret om et fælles værdisæt.

I januar satte Katrine Lee Larsen og hendes virksomhed Copenhagen Cartel purpose og grønt iværksætteri på dagsordenen, da hun åbnede den seneste sæson af DR’s populære program, Løvens Hule. Ideen til Copenhagen Cartel kom til Katrine, da hun tilbragte et år på Bali, hvor hun oplevede de store mængder plastik, der hvert år rejser med havstrømmene og skylles op på paradisøens hvide badestrande under monsunen.

Med et overbevisende, emotionelt og purpose-driven pitch, fik hun løven Christian Arnstedt på krogen og ind i Copenhagen Cartel som investor.

Nu, bare tre måneder senere, er Copenhagen Cartel allerede klar til næste skridt på den bæredygtige rejse. For trods Corona, rejserestriktioner og en kold vinter, går den grønne iværksætter ud af første kvartal i 2021 med en vækst på 3550 procent, 7 fastansatte og en nyåbnet 300 kvadratmeter stor flagship store i hjertet af København.

Målgruppe

B2B & B2C

Du kommer hjem med ...

Katrine deler sin rejse, fra hobby biks til bæredygtig bikini business. Hun viser med Copenhagen Cartel, hvordan det handler om at stå for noget som brand og at være motiveret af et formål, der er større end blot profit (hvilket ironisk nok netop skaber profit).
Hun giver sit bud på, hvordan du kan skaber en purpose-dreven brandstrategi eller i det mindste tænker purpose begrebet mere ind i din eksisterende strategi.
Katrine Lee Larsen

Katrine Lee Larsen

Founder & CEO

Katrine er uddannet cand.merc.kom fra Copenhagen Business School og har i sin tidligere karriere været Marketing Manager for fintech virksomheden Lunar og foodtech virksomheden Wolt. Det lå ikke i kortene, at Katrine skulle starte sit eget bæredygtige bikini firma. Men efter at have boet på Bali i et år, hvor hun med egne øjne oplevede det enorme omfang af plastik forurening, især i og omkring havet, besluttede hun sig for at gøre noget.

Copenhagen Cartel blev søsat som et passions projekt 1 maj 2019, men blev først reelt til en virksomhed 5 januar 2020. Med Katrine (founder & CEO) og Martin (co-founder) bag roret, begge med fuldtidsarbejde ved siden af og et hjerte der bankede for bæredygtighed. Det har til gengæld betydet, at Copenhagen Cartel er blevet et gennemført bæredygtigt koncept, hvor fokus først og fremmest er på at gøre en positiv forskel og på FN’s Verdensmål nr. 12 og nr. 14 (Ansvarligt forbrug & produktion og Livet i havet).

Hos Copenhagen Cartel drømmer vi om en grønnere fremtid, for os selv men også generationerne efter os. Vores mission er at udfordre de traditionelle produktions- og forbrugs mønstre ved at give rest- og spild ressourcer, som normalt anses som værdiløse, nyt liv og tilbyder en bred palette af bæredygtige produkter, der sætter mennesker og klima før profit. Vi producerer blandt andet badetøj, sportstøj og yogatøj ud af plastik fra havet, primært gamle fiskenet, men også andet post-consumer plastik affald. De fleste moderne fiskenet er nemlig lavet af nylon og andre plastikkomponenter, som gør dem ekstremt holdbare. Netop derfor kan nettene drive rundt i årevis, båret af havstrømninger, hvor de fanger og dræber havdyr på deres vej.

Via innovativ teknologi udnytter vi plastikkens holdbarhed positivt, ved at genanvende og udvinde nylon fra fiskenettene og bruge det til at producere nyt, uden at gå på kompromis med kvalitet og performance. Ved at genanvende bidrager vi til at rense havene for plastik. Bevarer dyre- og planteliv under bølgerne. Vores produktionsproces kræver langt mindre energi og råolie end processen med at skabe helt nye materialer gør, fordi vi genanvender allerede eksisterende materialer og spildprodukter. Sådan kan vi spare på planetens dyrebare ressourcer og minimere vores CO2-aftryk.

Se mere om Katrine Lee Larsen